Måske er det på tide at blive buddhist
Pædofiliskandalerne har bragt den katolske kirke i krise. Ifølge filosoffen Gianni Vattimo er det sundt, hvis det kan tvinge kirken til at bryde med sammenhængen mellem Gud og den moralske orden: 'Problemet er, om kirken kan overleve uden cølibatet og sexforskrækkelsen'
Af: Mads Frese
31. marts 2010
ROM - Gianni Vattimo er blevet berømt for sin såkaldt svage tænkning. Den italienske filosof hævder, at stærke synspunkter som religiøs fanatisme, videnskabelig positivisme eller nyliberalismens dyrkelse af markedet i virkeligheden er de svageste, fordi de fejlagtigt opfatter sig selv som absolutte sandheder. Det gælder f.eks. for den katolske kirke, der med pave Benedikt XVI’s ord opfatter sig som »nødvendig for mennesket«:
»Kirken bliver ved med at lade, som om den er forvarer af den naturlige lov. Men den er derimod forvarer af et budskab, som den i øvrigt ofte ikke selv respekterer. Den katolske kirke har f.eks. foretaget korstog og støttet kolonisering, hvilket på mig virker som noget ganske andet end budskabet i Jesu bjergprædiken. Men kirken insisterer på, at dens love er naturens love og skal derfor overholdes af alle,« siger Gianni Vattimo til Information.
Vattimo betragter den moderne filosofis svækkelse af begreber som Gud, sandhed, fornuft og virkelighed som en befrielse snarere end en katastrofe. De stærke meningshorisonter afføder ifølge Vattimo vold i såvel ideologisk som fysisk forstand: »Den katolske kirke har indflydelse på homoseksuelles ret til at indgå ægteskab og på folks mulighed for at bruge prævention for at undgå graviditet og sygdomme, få abort, skilsmisse og dødshjælp,« siger Vattimo, der er katolik og erklæret homoseksuel: »Man kan godt blive ved med at prædike kødets genopstandelse, men kirkens struktur må fornys. Hvorfor kan kvinder ikke blive præster? Der findes ingen teologiske begrundelser for det. Den eneste begrundelse er kirkens forbindelse til mandsdominerede, vestlige samfund. Det samme gælder homoseksualitet. Er vi så få mennesker i verden, at det er en dødssynd, hvis man ejakulerer uden at producere børn? Kvindelige præster og en ophævelse af cølibatkravet ville være to væsentlige reformer, som ikke koster noget i forhold til den katolske doktrin.«
Sexforskrækkelse
De mange pædofilisager, som har tvunget pave Benedikt til at skrive et angrende hyrdebrev til de irske katolikker, bringer ifølge Vattimo den katolske kirke i krise med sig selv: »Det skandaløse er, at kirken fastholder en forskrækket holdning til sex. Fordømmelsen af homoseksualitet er f.eks. helt arbitrær. Ud over den berømte historie om Sodoma og Gomorra i ‘Første Mosebog’, som ifølge nogle tolkninger ikke har noget med fordømmelsen af homoseksualitet at gøre, findes der ingen skriftsteder, som kan understøtte kirkens holdning. Den forskrækkede indstilling til sex og navnlig homoseksualitet er et kulturelt stillads, som man har arvet fra tidligere samfund. Det er kirken ved at opdage nu, og det er efter min mening en sund krise.«
De mange pædofilisager, som har tvunget pave Benedikt til at skrive et angrende hyrdebrev til de irske katolikker, bringer ifølge Vattimo den katolske kirke i krise med sig selv: »Det skandaløse er, at kirken fastholder en forskrækket holdning til sex. Fordømmelsen af homoseksualitet er f.eks. helt arbitrær. Ud over den berømte historie om Sodoma og Gomorra i ‘Første Mosebog’, som ifølge nogle tolkninger ikke har noget med fordømmelsen af homoseksualitet at gøre, findes der ingen skriftsteder, som kan understøtte kirkens holdning. Den forskrækkede indstilling til sex og navnlig homoseksualitet er et kulturelt stillads, som man har arvet fra tidligere samfund. Det er kirken ved at opdage nu, og det er efter min mening en sund krise.«
Er cølibatkravet det væsentligste problem?
»Det er efter min mening korrekt at forbinde pædofiliproblemet med præsternes cølibat. Det er selvfølgelig sandt, at der også findes pædofile familiefædre. Den undskyldning kan man altid bruge. Der har altid været gamle mænd, der ikke kunne holde fingrene fra børn. Men det unormale i de seksuelt afholdende præsters situation i dagens samfund er tydeligt for alle. Visse former for afvigende adfærd i præsters sex- og følelsesliv kunne man bekæmpe ved at normalisere deres situation. Kyskhed, fattigdom og underdanighed er religiøse dyder, som opstod i Middelalderen, hvor de religiøse boede i klostre. I dag ser den stakkels sognepræst hver dag reklamer med halvnøgne damer og er udsat for det moderne samfunds besættelse af sex. Sæderne ændrer sig, og der er i dag kun få katolikker, der betragter det som en synd, hvis man ikke overholder Det Sjette Bud (‘du må ikke bedrive hor’, red.),« siger Vattimo og tilføjer: »Problemet er, om kirken kan overleve uden cølibatet og sexforskrækkelsen, hvilket de gejstlige nok også er opmærksomme på. De ved godt, at hvis de troende ikke var under permanent afpresning på grund af syndsbegrebet, som først og fremmest er knyttet til seksualiteten, ville kirken styrte sammen. Men hvis man tror på det guddommelige budskab, bør man ikke være så bange for det.«
Gensidig hjælp
Ifølge Vattimo tror de kristne ikke på evangeliet, fordi de ved, at Kristus er genopstået, men de tror, at Kristus er genopstået, fordi de læser det i evangeliet. Kirken har altid bygget sin autoritet på denne åbenbarede sandhedsopfattelse, som er indskrevet i samfundets institutioner: »Efter Romerrigets sammenbrud overtog den katolske kirke politiske magtbeføjelser og ansvar. Kirken har vænnet sig til rollen som vikar for de civile myndigheder, og i visse perioder har den også spillet en vigtig rolle i den henseende. Der er for eksempel stadig bjerglandsbyer, hvor man ringer med kirkeklokkerne, hvis der opstår brand. Kirken har et civilt ansvar i undtagelsestilstande, som det var tilfældet ved Romerrigets sammenbrud. Det fortsatte med det tysk-romerske kejserrige og pavens kroning af Karl den Store. Der findes altså en meget lang tradition, som forbinder de gejstlige og de civile myndigheder gennem gensidig hjælp og støtte, som kirken aldrig har villet give afkald på.«
Ifølge Vattimo tror de kristne ikke på evangeliet, fordi de ved, at Kristus er genopstået, men de tror, at Kristus er genopstået, fordi de læser det i evangeliet. Kirken har altid bygget sin autoritet på denne åbenbarede sandhedsopfattelse, som er indskrevet i samfundets institutioner: »Efter Romerrigets sammenbrud overtog den katolske kirke politiske magtbeføjelser og ansvar. Kirken har vænnet sig til rollen som vikar for de civile myndigheder, og i visse perioder har den også spillet en vigtig rolle i den henseende. Der er for eksempel stadig bjerglandsbyer, hvor man ringer med kirkeklokkerne, hvis der opstår brand. Kirken har et civilt ansvar i undtagelsestilstande, som det var tilfældet ved Romerrigets sammenbrud. Det fortsatte med det tysk-romerske kejserrige og pavens kroning af Karl den Store. Der findes altså en meget lang tradition, som forbinder de gejstlige og de civile myndigheder gennem gensidig hjælp og støtte, som kirken aldrig har villet give afkald på.«
I sekulariserede samfund har myndighederne vel ikke brug for kirken som vikar?
»Nej, men i forhold til den stigende sekularisering forsøger kirken at gøre sin autoritet gældende på en stadig mere ublu måde. Det ser man f.eks. i debatten om kreationisme, som ligger i direkte forlængelse af retssagen mod Galileo Galilei, der i sin tid hævdede, at Jorden bevæger sig omkring Solen. For det handler stadig om at bevise, at Gud har skabt den fysiske verden og er udspringet for de love, der styrer den. Men kirken har altid brug for beviser på Guds retfærdighed, for Gud skal ikke kun udrette mirakler, men først og fremmest forklare os, hvorfor han tillader, at der også er så meget ondt i verden.«
Hvordan vil kirken så fastholde sin magt?
»De gejstlige har store forhåbninger til udviklingslandene. Det er unge kirkesamfund, som på sin vis gentager de kristne kirkes opståen. Det er kirkesamfund, som er i minoritet og ofte dyrker mirakler og magi. Det ender med, at vi også bliver påtvunget den slags. Måske er det på tide at stikke af og blive buddhist.«
Den naturlige lov
I sin seneste bog, essaysamlingen Addio alla verità (Adieu til sandheden, red.), skriver Vattimo, at de katolske teologer bør tage ved lære af deres jødiske kolleger. Erfaringerne fra Auschwitz har ifølge Vattimo været medvirkende til, at jødiske teologer har brudt sammenhængen mellem Gud og den moralske orden i samfundet: »Den katolske kirke burde prædike de hellige skrifter mere og insistere mindre på ideen om den naturlige lov. Den har altid forsøgt at påtvinge folk en etik med påstanden om, at det var naturens etik. Alle mennesker skal respektere de love, paven tror på. Tag for eksempel kirkens kamp mod skilsmisse: Katolikker er jo forpligtet til ikke at lade sig skille, men ikke-katolikker må heller ikke få skilsmisse, fordi ægteskabet efter kirkens opfattelse er naturligt og uopløseligt. Denne insisteren på den naturlige lov er magtudøvelse, også over for ikke-troende,« mener Gianni Vattimo, som tilføjer: »Jeg er tilhænger af, at trossamfund skal kunne pålægge de troende en vis disciplin inden for rammerne af den civile lovgivning, men man kan ikke forvente, at kirkens etiske forskrifter skal gælde for alle. Det er forfærdeligt, og jeg frygter, at det ville føre til kirkens undergang. For alt i alt ville jeg som kristen gerne bevare kirken, men jeg er bange for, at den er ved at begå selvmord: ‘Dem, som Gud vil ødelægge, gør han først vanvittige,’ lyder et gammelt ordsprog. Pavens politik med for enhver pris at forsøge at gennemtvinge sin magt over for alle og enhver giver kirken mange problemer.«
I sin seneste bog, essaysamlingen Addio alla verità (Adieu til sandheden, red.), skriver Vattimo, at de katolske teologer bør tage ved lære af deres jødiske kolleger. Erfaringerne fra Auschwitz har ifølge Vattimo været medvirkende til, at jødiske teologer har brudt sammenhængen mellem Gud og den moralske orden i samfundet: »Den katolske kirke burde prædike de hellige skrifter mere og insistere mindre på ideen om den naturlige lov. Den har altid forsøgt at påtvinge folk en etik med påstanden om, at det var naturens etik. Alle mennesker skal respektere de love, paven tror på. Tag for eksempel kirkens kamp mod skilsmisse: Katolikker er jo forpligtet til ikke at lade sig skille, men ikke-katolikker må heller ikke få skilsmisse, fordi ægteskabet efter kirkens opfattelse er naturligt og uopløseligt. Denne insisteren på den naturlige lov er magtudøvelse, også over for ikke-troende,« mener Gianni Vattimo, som tilføjer: »Jeg er tilhænger af, at trossamfund skal kunne pålægge de troende en vis disciplin inden for rammerne af den civile lovgivning, men man kan ikke forvente, at kirkens etiske forskrifter skal gælde for alle. Det er forfærdeligt, og jeg frygter, at det ville føre til kirkens undergang. For alt i alt ville jeg som kristen gerne bevare kirken, men jeg er bange for, at den er ved at begå selvmord: ‘Dem, som Gud vil ødelægge, gør han først vanvittige,’ lyder et gammelt ordsprog. Pavens politik med for enhver pris at forsøge at gennemtvinge sin magt over for alle og enhver giver kirken mange problemer.«
